Nordisk Journalistkursus 2019

Klar til at udfordre journalister, der ønsker blive klogere på Norden.

Publisert

Denne artikkelen er over fire år gammel og kan derfor inneholde utdatert informasjon.

Nordisk Journalistkursus, også kaldet Aarhus-kurset 2019, er klar til at udfordre journalister, der ønsker blive klogere på Norden. Asbjørn Slot Jørgensen, halv nordmand og kursusleder, fortæller om sin passion for kurset og den nordiske kultur.

«Når først vi begynder at synge vort hjemlands vemodige sange, så er det rigtig sjovt. Så opdager vi, hvor forskellig vores kultur og historie er,» siger Asbjørn Slot Jørgensen.

Han kan bidrage med en del muntre historier fra de to år, hvor har været kursusleder på Aarhus-kurset. I år foregår kurset over tre uger fra 20. oktober til 8. november 2019 og kan denne gang byde på oplevelser i Aarhus, Riga, Stockholm og Bruxelles.

Tilmelding: Aarhus-kurset 2019

Aarhus-kurset begyndte i 1957 og er tænkt som en mulighed for at give fælles forståelse, netværk og et fagligt løft for journalister og fotografer i Norden. Kurset fokuserer på emner som politik, medier, kultur og historie. Men det er også et sjovt og personligt lærerigt forløb.

«Uhhhh, det er ikke meget, vi ved. Jeg troede selv, at jeg vidste meget om Norden på forhånd, da jeg er halv nordmand og kender mange i Norden. Mine forældre har boet og arbejdet på Færøerne, og jeg har haft familie i Grønland, men jeg blev jo selv meget klogere ved at få udstillet min egen pinlige uvidenhed om vores fælles nordiske kultur og historie.»

Asbjørn Jørgensen forklarer, at alle løfter sig på de tre uger, hvor kursisterne er sammen i døgndrift.

«Når vi samler kursister med meget forskellige baggrunde fra 5-8 forskellige lande og rejser ud i Norden og Europa, så ved vi, at alle lærer meget om hinanden. Alle bliver udfordret.»

Han har været underviser i mere end 20 år på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, så det er en erfaren underviser, der hvert år planlægger og udvikler kurset.

Et emne får altid bølgerne til at gå højt.

«Det helt vilde er, når vi diskuterer migration. Der er stor forskel på, hvor grænsen går i Norden,» siger kursuslederen, der nyder, når han kan løfte diskussionerne op på metaniveau og stille spørgsmålene: Hvem har ret? Hvorfor tror man, man har ret? Og hvad skal vi så gøre?

Helt overordnet handler Aarhus-kurset om at se Norden i et internationalt perspektiv, hvor både Baltikum og Europa er centrale spillere.

«Det grundlæggende formål er, at vi får større forståelse for hinanden. Det er derfor Nordisk Ministerråd støtter kurset,» siger Asbjørn Jørgensen.

Les også: Tre uger med tryk på Norden

Powered by Labrador CMS